Pressemeddelelse Tønderhallerne og Tønder Fitness & Velvære ApS
Det lokale fitnesscenter i Tønderhallerne, Tønder Fitness & Velvære, er blevet solgt. Fitnesscenteret bliver på lokale hænder.
Den mangeårige indehaver af Tønder Fitness & Velvære, Volker Lorenz, har solgt fitnesscenteret til Fonden for Tønderhallerne. Overdragelsen sker pr. 1. juli 2023.
Formanden for Fonden for Tønderhallerne, Brian Hansen, udtaler at købet er en del af strategien om selv at drifte hallerne:
”Købet af Tønder Fitness og Velvære giver god mening i forhold til vores fremtidige strategi. Dels er centeret beliggende i de moderne faciliteter i Tønderhallerne, og vi vil gerne fortsætte med at kunne tilbyde brugere et velfungerende fitnesscenter. Det er et veldrevet fitnesscenter vi overtager, og der vil fortsat være rig mulighed for både at kunne træne individuel, eller booke sig ind på nogle af de mange holdundervisninger, som der også fremadrettet vil være i centeret.
Vi er meget glade for, at det er lykkes at købe centeret af Volker Lorenz, der har drevet det godt gennem de sidste mere end 13 år.”
Volker Lorenz der indtil 1. juli er indehaver af Tønder Fitness & Velvære, glæder sig over, at centeret bliver på lokale hænder:
”Jeg er rigtig glad for den løsning som er kommet i orden med Fonden for Tønderhallerne. Jeg har drevet centeret i 13 ½ år, og jeg har nået en alder, hvor jeg skal på pension. Det er meget glædeligt at Fonden for Tønderhallerne har købt centeret. Det er en win-win situation for alle og det giver de bedste muligheder for at videreføre og udvikle Tønder Fitness & Velvære. Jeg har været rigtig glad for den periode, hvor jeg har været indehaver og vil gerne takke alle vores brugere for nogle gode år. Jeg håber, at der fortsat vil være stor opbakning til at dyrke motion i Tønder Fitness & Velvære.”
Er der spørgsmål til ovenstående, bedes man kontakte formanden for Fonden for Tønderhallerne, Brian Hansen på mobil 40 27 10 12.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Fonden for Tønderhallerne & Tønder Fitness & Velvære
Brian Hansen Volker Lorenz